1979 juli; Dødsfald skovfoged Steffensen Aggersvolds skovfoged gennem 42 år, den nu 87 årige Hans Steffensen, Jernbanevej, Jyderup, er efter længere tids svagelighed død på Kalundborg sygehus. Steffensens søn, Jørn Steffensen, der i de sidste 23 år har boet i Canada, kom for ca. 4 uger siden hjem, sammen med sin søster, Esther Andersen, der er fysioterapeut ved Faxe sygehus, for at være så meget som muligt sammen med faderen indtil der måtte siges farvel. Det var tydeligt at fornemme, at det var til megen trøst og taknemmelig glæde, at faderen kunne have sin børn hos sig i de stunder, hvor der var kræfter til, at tale med dem. Hans Steffensen var født i Marrebæk på Falster. Uddannelsen indenfor forstvæsenet fik han på godserne Vemmetofte og Ravnholt på Fyn. Den første ansættelse som ung skovfoged, fik han på Nordfeldt gods på Møn. Hustruen, Valborg Steffensen, var mønbo og de blev viet i Elmelunde kirke på Møn. Fra Nordfeldt kom ægteparret til Aggersvold og det blev optakten til de mange lykkelige år under helt ideelle forhold. Godets ejer, kammerherre Timm, gav Steffensen frie hænder til alt hvad angik skovene og jagten, og den tillid blev der på fineste måde levet op til. Skovfoged Steffensen blev i vide kredse kendt som en hundrede pct. hæderlig mand, med udpræget stærk retfærdighedssans, en mand der levede i dyb kontakt med naturen, elskede sit arbejde og satte en ære i, at hver eneste ting blev gjort med akkuratesse. Det idylliske beliggende skovfogedhus var rammen om et forbilledligt smukt familieliv og der blev værnet om hjemmet og den dejlige have. Her fik også ægteparrets børn en lykkelig barndom, som de mindes med taknemmelighed. Her var åbent hus for gode venner. Steffensen var en personlighed og det føltes som et privilegium, at eje hans venskab. Alle holdt af ham og han blev agtet som et fint og klog menneske. I Jyderup vandt Hans Steffensen også mange venner og var glad for, at tale med alle han mødet på sin vej. I 1963 havde han den sorg, at miste sin hustru. Siden 1967 havde fr. Karen Petersen stået for husførelsen og tillige plejet Hans Steffensen da helbredet svigtede. Til det sidste fulgte han interesseret med i alt hvad der skete, samfundet, politik og endda måske særligt udenrigspolitisk, var ivrig avislæser og glad for sit tv, der ligesom gav lidt af den kontakt udadtil, der måtte savnes da kræfterne ebbede ud. Hans Steffensen var en ener, et lysende menneske, og sådan vil han huskes af mange1 1964 oktober; Skovfogden har 40 års jubilæum Skovfoged Steffensen går af. Efterfølges efter 40 år af skovfoged Munk Petersen Skovfoged Hans Steffensen, "Jyderuphus", har efter 40 års dygtig og trofast tjenestetid ved Aggersvold skovdistrikt ønsket at trække sig tilbage for at kunne nyde sit otium, og er flyttet til Jernbanevej, Jyderup. Kammerherre, godsejer S. A. Timm, Aggersvold, udtaler, at skovfoged Steffensen på alle måder var en mand, der blev sat stor pris på, interesseret og dygtig og meget loyal. Gennem de 40 år har han pligttro og med pietet gået op i sin gerning og blev meget afholdt. I det hyggelige skovfogedhus ved skovbrynet havde hr. og fru Steffens skabt et smukt og harmonisk hjem, hvor de levede for hinanden, efter af deres to børn havde bosat sig i udlandet, hvor de stadig bor, datteren i Sydamerika og sønnen i Canada. Det var derfor et hårdt slag for skovfoged Steffensen, da han mistede sin hustru, men det hjælper ham, at han har mange gode interesser. Steffensen er blevet efterfulgt af skovfoged Munk Petersen, der har været ansat i Beldringe-Lekkende skovdistrikt i Sydsjælland6 |